NORDLYSET – ILDRÆVENES FANGELEG 

Om efteråret, når sommerens lune fortager sig, og de kolde nætter atter får overtaget i de nordlige fjelde, så kan man være heldig at finde spor af de mytiske ildræve.
Det er lige netop, når nætterne bliver lange og kulden drysser et fint lag frost ud over jorden, at det er blevet den tid på året, hvor de arktiske ildræve kommer frem fra deres skjul.
Ildrævene bevæger sig lydløst rundt på deres store lodne poter i fjeldene, så du vil aldrig kunne høre én, og du vil sikkert heller aldrig få øje på én, for deres pels går i et med naturens farver. Men du kan være heldig at se det mest underfundige og smukke bevis på deres tilstedeværelse.
Når ildrævene om natten leger lystige fangelege med hinanden og løber så stærkt, som det er muligt gennem de ældgamle fjelde, så hvirvler deres tykke pels og store buskede haler den krystalklare frost op fra jorden og de lave planter. Frosten antændes af ildrævenes høje fart og gnisterne fra denne kolde ild lyser den arktiske himmel op. Som lyn uden torden.

Vi kalder det nordlys, men faktisk er det ild-rævenes muntre fangeleg.

HAVETS MODER

Engang bestemte den store åndemaner ”Den Blinde” sig til at tage på en rejse til Havets Moder. De lokale fangere havde nemlig i lang tid havde haft svært ved at få noget bytte, når de tog på jagt, og bygden var efterhånden plaget af sult. Havets Moder hersker over alle havdyr og alle havfugle, og derfor tænkte Den Blinde, at han måtte tale med hende.

Den Blinde rejste til Havets Moders af De Dødes Vej. Han gjorde sig umage med at følge vejen meget nøje, men det varede ikke længe, før han nåede frem til en anden vej, som førte til venstre. Den Blinde gik så til venstre. Vejen var lang, og turen varede længe, men alle Den Blindes hjælpeånder fulgtes med ham.
Han var stadig på vej fremad, da han pludselig kunne høre en stærk brusen i sine ører. Det var bruset fra en elv, der løb gennem det hus, hvor Havets Moder bor, så han vidste nu, at han var på rette vej og fortsatte vandringen.

Endelig nåede han frem til den store elv. For at komme videre mod Havets Moder så skulle han over elven. Der var lavet en overgang af tre store sten, som man kunne springe hen over. Men Den Blinde stirrede på de tre sten, der var fulde af alger og så så glatte ud, og tænkte, at enhver, der hoppede på stenene, med sikkerhed ville ryge ud i elvens brusende vand. Men en efter en begav hans hjælpeånder sig på vej, og da de alle kom sikkert over elven, så forsøgte Den Blinde også. Han sprang – uden at falde – og kom sikkert over på den anden bred.

Videre det gik i hastige skridt. Og endelig – endelig fik han Havets Moders hus i sigte.
Da han kom tættere på, så han, at indgangen var spærret af en skummende elv, som det ved første øjekast var umuligt at komme forbi. Men Den Blinde ville ikke give op, og langt om længe fandt han en overgang.

Nu stod han foran huset. Hjælpeånderne standsede og sagde: ”Så snart du kommer ind til Havets Moder, må du kaste dig over hende og straks gribe fat i hendes hår. Du skal vikle din højre arm ind i håret, for hun vil forsøge at kaste dig ind i væggen. Hvis det lykkes hende at smide dig af, så vil du blive kvalt i mørket derinde.”
Da hjælpeånderne havde sagt dette, gik de alle ind i huset, og her opdagede de, at den skummende elv skiftede retning og løb lige ind i huset. Det var altså grunden til, at der slet ikke kom sæler ud fra Havets Moder, og at fangsten var dårlig.

Så snart Den Blinde kom ind i stuen, kastede han sig over den store kvinde og gjorde præcis, som hjælpeånderne havde sagt. I en fart fik han snoet sin højre arm ind i hendes store viltre hår, og selvom hun ihærdigt prøvede at kaste ham af sig, lykkedes det hende ikke at komme fri af hans greb. Den Blinde og Havets Moder sloges af alle kræfter. Imens klappede hjælpeånderne Havets Moder på ørerne og råbte: ”Vær dog rolig, vær dog stille, han kommer jo for at rense og rede dit snavsede og filtrede hår.”
Men Havets Moder var så vred, at hun intet hørte. Hun ville bare have ham ud af sit hår og ind i mørket. Efterhånden begyndte hun dog at blive træt, og pludselig hørte hun, hvad hjælpeånderne råbte. Og med ét stoppede hun og blev ganske stille.
Hun sagde: ”Hvor er jeg glad for at høre det. Menneskenes onde gerninger og grimme handlinger sidder i mit hoved og i mit hår, jeg er næsten ved at bukke under. Skynd dig, skynd dig rens mit hoved og red mit hår!”

Så lagde hun sig stille på sin vældige seng, og Den Blinde gav sig med det samme til at rede hendes vældige hår. Det var meget, meget besværligt arbejde. For Havets Moders hår var så langt, så stridt og så indfiltret.
Håret var lige så langt, som Den Blinde var høj – gange to! Så I kan nok tro, at det tog lang tid.
Da han var færdig med at rense håret, samlede han alt snavset og smed det ud. Men i samme øjeblik blev snavset levende. Han gjorde store øjne. Ud af bunken kom der bjørne, ræve, klapmydser, remmesæler, fjordsæler, sprættede sæler, hvalrosser, narhvaler og alle slags fugle. Alt det snavs, Den Blinde havde filtret ud af hendes hår, blev til levende dyr. Dyrene fór ud af huset, langs elven og op mod havet. 
Den Blinde stod og så på alle fangstdyrene, der myldrede ud, især lagde han mærke til en lille ung sortside, hvis hoved var hvidt på ene side. Han kunne slet ikke glemme den, for inden den løb ud af huset, vendte den sig om og smilede til ham. 
Det var den første sæl, han skulle fange, når han igen roede ud i sin kajak.

Nu gav Den Blinde sig til at rede og ordne Havets Moders hår. Han satte håret op i en top og bad hende derefter om at rejse sig. Hun var så taknemmelig for hans hjælp og sagde: ”Dit besøg har gjort mig glad. Du kom ikke kun for at skaffe mad. Det er længe siden nogen sidst kom og rensede mit hår og mit hoved. Tak åndemaner.
Når du vender tilbage til Jorden, må du sige til menneskene, at de skal gøre sig umage med at overholde troens forskrifter og overholde de regler, der er omkring fødsler og dødsfald. 
Menneskene gør sig ikke umage med at leve livet og deres store ligegyldighed er skyld i, at mit hår bliver snavset og filtret. Når menneskerne gør det onde og trodser troen, så bliver det til snavs i mit hår, og jeg bliver så frygtelig grim. Jeg ville så gerne slippe fangstdyrene fri til menneskene, men jeg blev nødt til at holde dem tilbage for at få menneskene til at tænke sig om.
Så længe du, åndemaner, lever dit liv på jorden, skal du ofte komme og rede mig og det samme skal du bede de kommende slægter om. For det er ikke passende for menneskene kun at have tanker, der kredser om mad og spise.”

Den Blinde lyttede og spurgte: ”Må jeg få lov til at tage et af dine hår med mig?”
Havets Moder svarede: ”Du må tage ét af mine hår med dig, men det hår, du tager med, skal du binde fast i din arm.”
Så rev Den Blinde et hår ud og snoede det om sin arm og begav sig ud på sin rejse tilbage. Da han kom ud af huset, var alt forandret. En lille elv strømmede roligt og muntert i retning mod jorden. Der var ingen glatte algefyldte sten, kun strålende hvidt sand. På sin rejse så han intet til den store brusende elv, og turen gik stærkt. Undervejs mødte han mange dyr og fugle, der alle smilede til ham. Han nåede tilbage til sit eget hus og afsluttede sin åndemaning. Han sagde til de mange mennesker, der var stimlet sammen: ”Hvis jeg har handlet på den rigtige måde og har udført min åndemagerkunst til jeres bedste, så vil det snart begynde at regne og en vind fra sydvest vil knuse isen, så fangstdyrene kan komme.” Han var stille en stund og forsatte så: ”Havets Moder bad mig sige, at I ikke udelukkende må tænke på mad og på at skaffe fangst. Det er vigtigt at I overholder vores skikke, troens forskrifter og regler. Hvis I ikke gør det, så vil det gå ud over Havets Moder, der bliver snavset og grim. 
Isen vil nu bryde op. Vi vil få åbent vand. Mange fangstdyr vil komme hertil. MEN ingen må fange mere end én sæl om dagen de tre første dage!”

Alt gik nu præcis, som Den Blinde havde spået. Vejret blev mildere og der kom regn. Isen brød og dyrene strømmede til. Så snart vinden stilnede af, gik alle fangerne i deres kajakker og gjorde som Den Blinde havde bedt dem om.
Kun én mand var grådig og fangede mere end en sæl. Han fangede aldrig siden mere end en sæl, når de gik på jagt, selvom alle andre fangede lige så mange som de kunne slæbe hjem.
Den første sæl, som Den Blinde fangede, var netop den lille sortside, som havde smilet til ham, da den forlod Havets Moder.

Find den udgave på nettet som passer bedst til de børn du arbejder med.